Color me blind…

2

Color me blind

En af de ting som folk går allermest op i er brands. Hvilke brands gør mig bedre, hvilke brands giver mig mest omtale, eller bedre endnu, hvilke brands kan lokke misundelige blikke når jeg udøver mit talent foran et publikum?

Men når nu vi snakker om at blive set og hørt, så bør man læse lidt videre. Husk nu på, det er ment som inspiration og bør læses med et åbent sind, og et smil på læben….

 

Holy shit Batman…it´s another Blackie…

Langt de fleste guitarer solgt i dag er i de typiske farver. Sort, sort/hvid, hvid og Sunburst.

Slagplader og hardware kan variere i farver, men ”over all” er det de mest gængse og til tider temmelig konservative farver. Personligt syntes jeg at det mere konservative faktum er noget modsigende, eftersom folk i dag er mere hungrende efter opmærksomhed end nogensinde før.

Et lille eksempel er, at farven på dit instrument kan være blikfang i sig selv og når lyden brager ud af PA anlægget og festival gæsterne lokkes til af de sirene agtige guitar toner, så skal der kontraster til på scenen for at fastholde blikket og opmærksomheden.

I de år hvor jeg stadig var meget aktiv på musik scenerne rundt om i landet blev jeg ofte mødt af fyre med underlige blikke, når jeg pakkede mine røde guitarer ud. Uanset brand, så prøver jeg at købe guitarer med farver der skiller sig ud, fra det de andre har.

Why?….oh you´ll see….

Se, set med en festival gæsts øjne, der står nede bagved de andre 3000 mennesker, så bliver øjnene hurtigt trætte af at se de samme nuancer. Øjnene begynder at lede efter noget der kan bryde det monotone scenebillede. Jeg betvivler, at de fire trofaste fans taler om den fantastisk flotte flamed maple top grade AAAA, når alt kommer til alt. Her kommer kontraster til sin ret.

Når de andre instrumenter er konservativ sort, så bryder den røde farve billedet noget så nydeligt og så kommer den indre opmærksomhedskrævende guitarist til sin ret.

I tiden inden stor skærme på festivalerne, var det vigtigt for folk at have det blikfang for at kunne fastholde koncentrationen, og det samme gør sig gældende i dag.

Back to the 80´s…

De glade 80´er indeholdt sandt farve orgie på scenen. Tag Mr. Big fx Paul Gilberts blå og pink Ibanez PGM 1000RE, eller Yngwie Malmsteens gulige Fender, Van Halens stribede Frankenstrat, Warren DeMartinis vanvittige mønstre og farver, eller George Lynch´s Tiger striped ESP M-1.

Alle eksempler på at skille sig ud af mængden. Folk ville høres og ses.

 

Stick out and stick it up….

Bandet i sig selv er et brand og de gæster der kommer til koncerten er nok ikke så optaget af brandet som du er, men de er mere interesseret i et godt show og at blive underholdt.

Tingene hænger utvivlsomt sammen i sidste ende.

Det er hele pakken det tæller, ikke kun den famøse lokal kendis af en guitarist, eller trommeslagerens vanvittige tønde-tæsker-show, eller måske endda også forsangerens formidable evne til at underholde og tryllebinde et publikum i 90 minutter. Det er den samlede oplevelse der tæller, så spørgsmålet er i virkeligheden, hvorfor IKKE stikke ud?

Hvorfor ligne de andre, når man i virkeligheden prøver at være bedre og dygtigere end de andre?

 

So far…so good….so what…?

Er det guitarens decal der er så vanvittig tydeligt fra an afstand på 82 meter blandt et hav af røg, flyvende hænder og et hujende publikum? Næppe!

Er det derimod den samlede pakke af alt hvad der foregår på scenen, lydbillede, blikfang og underholdningspakken? Det er nok mere der hunden ligger begravet for folk.

Naturligvis skal det ses i kontrast til den musik man spiller, dog tvivler jeg ikke på omtalen for det goth band eller deatch core band som stiller sig op med den lyserøde udgave af svampe Bob firkants famøse Squire LTD series guitar.

 

In the end….

Hemmeligheden er nok ikke at farven på din guitar gør oplevelsen komplet og mindeværdig, men måske kan den lokke folk til, så det ikke bare er endnu et band der pryder det danske festival scener, men mere et band eller en guitarist der vil høres, ses og huskes….

2 3 1 4 5 62